Beskrivelse
Møbelcirklen beskriver produkterne således:
Tasker:
Tasken er lavet af kasserede airbags og hanken, samt håndtagene, er lavet af kasserede sikkerhedsseler. Dette gør tasken ekstrem slidstærk og sikre en lang levetid, hvilket også gør den anvendelig til både hverdag, indkøb eller endda som en strandtaske. Taskerne kan laves i flere forskellige farve som f.eks. lyseblå, grøn eller lyserød, og er indbegrebet af en bæredygtig tankegang om at forlænge et materiales levetid.
Fun fact: Monteret på tasken er en sikkerhedssele lås, dette gør at man kan montere tasken direkte i seleholderen i bilen, så den ikke bevæger sig rundt i bilen, eller aktivere sædet, hvis du har handlet stort ind – Ud over det, kan den også bruges som oplukker 🙂
Puffs:
Puffen er syet af kasserede Airbags og fyldt med restskum fra lokal møbelvirksomhed samt bilsæder, hvor polstret ikke længere var intakt. Skuffet fra de aflagte bilsæder klippes i stykker og bruges som granulat. Der er monteret et håndtag, som er lavet af restseler, så den er nem at flytte rundt med selv for de allermindste, og indbyder ligeledes hurtigt til en pudekamp i den målgruppe. Puffen er ekstrem slidstærk og kan sagtens anvendes udenfor, så man altid er sikret en god siddekomfort også selvom man er i haven eller på farten.
Både tasker og puffs er udelukkende lavet af restmaterialer – materialer som egentlig var tiltænkt genbrugsstationen, men som vi i stedet har kombineret og derved skabt brugbare bæredygtige produkter ud af. Produkterne er håndlavede og udarbejdelsen varetages af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, som aktivt arbejder med og tilegner sig viden og kompetencer om cirkularitet, bæredygtighed og genanvendelse med henblik på, at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen.
Ved at købe et produkt som dette bidrager man konkret og aktivt til især 2 af FN’s 17 verdensmål:
8 – anstændige jobs, da det giver anerkendelse for personernes indsats og skaber meningsfuldt arbejde.
12 – ansvarligt forbrug og produktion, da vi genanvender og derved begrænser unødig nyproduktion, som påvirker udledningen af Co2.
Materialet:
Airbagmaterialet er absurd kraftigt nylon, hvilket gør det svært at arbejde med, det har dog til gengæld den store fordel, at det er ekstremt holdbart og derved en meget høj levetid. Hvorfor airbags kommer i diverse farver af blå, hvid, grøn, lyserød mv. vides ikke, og derfor variere vores produkters sammensætning også hvilket gør at hvert produkt er unikt og nærmest aldrig ens.
Bilseler er ligesom airbag’en et ekstremt slidstærkt og holdbart materiale, de er derfor oplagte at anvende som hanke, da de kan tåle meget høj belastning.
Vi afhenter bilseler og airbags hos en lokal autoophugger hvorefter vi klipper dem til, så de passer til enten en taske eller puff. Granulatet til puffs består enten af aflagte bilsæder, når en bilforhandler omdanner en alm. bil til en gulplade bil, eller restskum fra en lokal møbelvirksomhed som ligeledes klippes i mindre stykker og herefter er klar til at blive benyttet som granulat.